DK EN

Åbentvandssvømning

USG Svømning og Vandpolo har igennem mange år haft aktive svømmere indenfor åbentvandssvømning.

Traditionen

Tilbage i 90’erne deltog Mikael Burlev ved flere lejligheder ved nationale mesterskaber i åbentvandssvømning, og i 1996 svømmede Eva Mortensen som den første dansker i over et kvart århundrede over Den Engelske Kanal.

I de senere år har åbentvandssvømning atter engang vundet indpas blandt klubbens svømmere. USG-svømmere har i løbet af de sidste 5-10 år haft svømmere, der har krydset næsten alle de store stræder i Danmark samt et enkelt i udlandet, heriblandt Storebælt, Øresund, Isefjorden og Den Engelske Kanal. I 2009 kulminerede åbentvandsaktiviteterne i USG-sammenhæng, da 13 svømmere krydsede Femernbælt – et kollektivt ekstremsportsarrangement af den mere usædvanlige slags.

Derudover stiller USG op ved DM i åbentvand og er desuden en af de bedst repræsenterede svømmeklubber ved Christiansborg Rundt hvert år. I 2009 deltog ca. 30 USG-svømmere ved turen rundt om Borgen.

Sæson 2010

Henover sommeren 2010 vil USG igen være at finde ved Øresunds kyster omkring København. Udover almindelig træning hen imod DM, Christiansborg Rundt og VM for Masters er sommerens store arrangement et svømmearrangement over Kattegat. 5 USG-svømmere vil for første gang i rigtigt mange år forsøge at svømme over Kattegat, fra Sj. Odde til Djursland. Arrangementet vil løbe af stablen i uge 32. Følg med i projektet her på hjemmesiden.

Hvis du er interesseret i høre mere om evt. kommende projekter, så kontakt:

Peter Schultz Peter Schultz

eller

Bo Stenhuus Bo Stenhuus

Svømning over Kattegat

13timer og 32minutter tog det Ann Sophie Lønnberg, Bo Stenhuus, Jacob Clement, Peter Schultz og Tue Nøddekær at tilbagelægge de 38,58km over Kattegat. Turen startede den 12. august 2010 kl 06:08 og blev svømmet fra Sjællands Odde mod Ebeltoft.

Læs mere om Kattegatturen